Hold fast i optimismen i forsøgene på at blive gravid

erantis på vej op og jeg bevarer optimismen om graviditet

Jeg har nu haft to forsøg med insemination (IUI) – et i december og et i slutningen af januar. Desværre uden held. Jeg ved, det er helt normalt, og gennemsnittet er nærmere fire til seks forsøg. Men alligevel er det rigtig hårdt – særligt det øjeblik, hvor jeg enten har stået med en negativ test eller mærket den begyndende menstruation. Hold da op hvor jeg rent faktisk har hadet min krop i det øjeblik! Og de efterfølgende menstruationssmerter har føltes endnu værre end normalt. Jeg er også blevet lidt overvældet over, hvor hurtigt jeg har følt mig udfordret på optimismen og følt at bekendtes annoncerede graviditeter på Facebook har fået en snert af negative følelser for mig.

Vintertrist – ekstra udfordringer

Januar og starten af februar har føltes ekstra lang, mørk, grå og trist – særligt i det øjeblik det stod klart, at andet forsøg på graviditet ikke lykkedes. Så var det nærmest som om, den blev endnu mere mørk og lang med tilbagevirkende kraft! Håbet om at det lykkedes har været det vigtigste, og da det forsvandt, var der ikke så meget tilbage. Jeg har normalt haft en masse indhold i mit liv – de sidste fire år boede jeg i London, hvor der sker en masse, foruden at jeg rejste meget, samt trænede karate på internationalt niveau.

At bo i et mørkt kælderværelse…

I september 2017 flyttede jeg tilbage til Aarhus efter 8,5 år. Jeg har boet i et lille kælderværelse hos min veninde lige siden, da jeg har villet spare sammen til at købe en lejlighed selv. Det er helt klart en god investering i fremtiden, og ikke mindst en mulighed for at skabe en god ramme for at blive mor. Jeg fandt den rette lejlighed lige før jul, men bad om først at overtage den 1. maj – af økonomiske grunde. Men uagtet at det er en fornuftig beslutning, er det ikke super fedt at bo i et lille kælderværelse, hvis nogen skulle være i tvivl – slet ikke, når man er midt i 30’erne og troede, at den del var overstået 🙂

Jeg har altså endnu ikke fået mig et rigtig hjem, og jeg føler mig ofte rodløs og savner lejligheden og det gode fællesskab i London. Samtidig har jeg aldrig haft færre penge til forbrug, og dertil kommer alt det planlægningsmæssige i forbindelse med forsøgene på at blive gravid: Alt skal planlægges efter cyklus med besøg på klinikken på ca. dag 3 for opstart af hormonstimulation, på dag 10/11 for at se, om ægget/-ene er modne og klar, og afhængig af dette enten insemination to dage efter, eller endnu en tid til ægscreening.

 

Umuligt at planlægge noget andet

Som mange i samme forløb garanteret kan nikke genkendende til, så er det altså stort set ikke muligt at planlægge de store aktiviteter eller en lille ferie, selvom jeg havde haft økonomi til det. Derfor er det hurtigt forstærkende for, at forsøget på at blive gravid bliver den altoverskyggende faktor i livet. Jeg har naturligvis også et stort ønske og håb, men er dertil overrasket over, hvor lidt andre ting i livet pludselig kan fylde.

 

Risiko for dannelse af cyster

Da andet forsøg endte i en menstruation her i februar, var det eneste positive (tænkte jeg), at jeg i det mindste kunne komme hurtigt i gang med næste forsøg, og dermed se fremad i stedet for at hænge fast i skuffelsen. Men da jeg kom op på klinikken til ægscreeningen på dag 3 eller 4, var der desværre kommet en cyste på æggestokken! Det er risikoen med hormonstimulation, at det kan ske. Jeg havde også haft lidt smerter i venstre side siden ægløsningssprøjten og inseminationen, men havde ikke tænkt på, at det kunne være det. Men nu kender jeg så det symptom! Det er heldigvis ufarligt, og den forsvinder af sig selv i løbet af denne cyklus. Det er, som jeg har forstået det, foliklen om det modne æg, der lukker sig igen efter ægløsning og dermed danner en cyste.

At få beskeden om at skulle vente en HEL måned, var noget af et slag. Før jeg gik i gang med dette forløb, ville jeg ikke have troet, at en måned kunne føles så lang tid. Jeg tænkte som det første; hvad skal jeg dog få denne måned til at gå med! For en som mig, der i mange år har haft så aktivt et liv proppet med rejser, oplevelser, venner, træning og alverdens andet indhold, er det virkelig en overraskende følelse. Men som beskrevet ovenfor, er det altså uundgåeligt fertilitetsprojektet, som fylder livet nu!

Det hjælper ikke, at jeg i januar også skulle springe en cyklus over, da de ret usædvanligt missede timingen for min ægløsning.

Efter de første umiddelbare skuffelser, forsøger jeg dog at tænke så positivt som muligt – hellere to forsøg på fire måneder, end fire mislykkede forsøg!

 

optimisme og lys for enden af tunnelen
Jeg kan nu se lys for enden af vintermørket.

Grav dybt og find optimismen

Jeg gravede optimismen frem, og bl.a. set symbolikken i en lille erantis på vej op af en frossen græsplæne (foråret og livet venter forude), ser jeg nu frem mod tredje forsøg. Der går lige et par uger mere, så skulle menstruationen gerne komme, og jeg kan komme i gang igen. Jeg følte dog ikke det var helt nok sidste weekend, og jeg fik med lidt hjælp planlagt en impulsiv mini-tur til Malaga næste weekend! Tanken om luftskifte, lidt sol og lunere himmelstrøg og nye indtryk har allerede hjulpet helt vildt! Og jeg er ikke engang kommet af sted endnu. Men jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for at bygge psyken op igen oven på den mørke vinter og mit nærmest ”post-london-syndrom”. Det må give det bedste fundament for optimisme og energi til næste forsøg.

Desuden hjælper det at skrive mine tanker ned.

Jeg får også det bedste ud af, at jeg kan lave en masse motion uden at skulle bekymre mig om at lave for meget. Så i denne uge har jeg været i fitness hver dag efter arbejde – på puls-, styrke- og yogatimer, så jeg dels får udløst endorfiner og dels kommer i balance i kroppen igen.

Når jeg kommer hjem fra Malaga kan jeg se frem til næste forsøg, som ikke længere er helt ude i horisonten. Desuden skal jeg nogle dage til Paris med arbejdet. Så er det næsten midten af marts, og jeg kan se en ende på kælderværelset og på vinteren 🙂

Leave a Reply